27. mar. 2026

Skattesmæk? Måske kan Sampension hjælpe dig

Er du kommet til at betale for meget til pension i 2025, så kan der være hjælp at hente fra dit pensionsselskab.

Pension
Billede til nyheden Skattesmæk? Måske kan Sampension hjælpe dig
Det er aldrig sjovt at skylde penge, men måske kan Sampension hjælpe dig. Foto: Shutterstock

Sådan får du rettet op

Ofte skyldes skattesmækket, at du har indbetalt til flere ordninger på samme tid – måske fordi du har skiftet job, eller fordi du også indbetaler til en privat ordning i fx en bank. I de situationer kan Sampension ikke se det samlede overblik over dine indbetalinger, og derfor kan de heller ikke sikre sig, at du holder dig inden for grænserne.

Hvis du står i den situation, skal du starte med at kontakte det selskab eller den bank, hvor du har indbetalt privat, som skal rette deres del, før Sampension kan hjælpe dig videre.

Når deres ændringer er på plads, kan Sampension efterfølgende sikre, at resten bliver fordelt rigtigt. Det kan de fx gøre ved at flytte penge fra din ratepension til din livsvarige pension.

På den måde vil du med tilbagevirkende kraft overholde grænserne for indbetaling for 2025, og det kan fjerne eller gøre din restskat mindre.

Så meget må du indbetale i pension

For at undgå restskat fremover er det en god idé at holde øje med indbetalingsgrænserne – især hvis du indbetaler til pension flere steder i 2026.

Her får du et overblik over indbetalingsgrænserne for sidste år og i år:

Ordning

2025

2026

Ratepension

65.500 kr.

68.700 kr.

Aldersopsparing (over 7 år til folkepension)

9.400 kr.

9.900 kr.

Aldersopsparing (under 7 år til folkepension)

61.200 kr.

64.200 kr.

Bemærk: Grænserne gælder samlet for alle dine ordninger på tværs af selskaber og banker.

Tjek dine indbetalinger på "Min side" på Sampension.dk, eller ring til os på 77 55 62 50 for hjælp til eventuel restskat.

Relaterede nyheder