16. mar. 2026

Nye arbejdsmiljøkurser i folkekirken: Få redskaber til bedre trivsel

I 2026 kan ansatte i folkekirken deltage i nye suppleringsuddannelser om arbejdsmiljø. Kurserne giver konkrete værktøjer til at styrke samarbejde, trivsel og forebyggelse på arbejdspladsen.

Billede til nyheden Nye arbejdsmiljøkurser i folkekirken: Få redskaber til bedre trivsel
Suppleringsuddannelserne er også for dig, der ikke har arbejdsmiljøuddannelsen, eller ikke er medlem af arbejdsmiljøorganisationen.

Hvis du interesserer dig for arbejdsmiljø i folkekirken, får du i 2026 mulighed for at styrke dine kompetencer. Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning udbyder nemlig 3 suppleringsuddannelser, hvor arbejdsmiljørepræsentanter og andre medarbejdere kan få ny viden om arbejdsmiljø, trivsel og samarbejde.

Fokus på samarbejde og psykologisk tryghed

Programmet sætter blandt andet fokus på samarbejde mellem forskellige faggrupper i folkekirken. Her kan deltagerne høre oplæg fra forsker og forfatter Helle Hein, der arbejder med motivation, faglighed og samarbejde på arbejdspladser.

Derudover kan deltagerne vælge mellem flere workshops. Her bliver der arbejdet med temaer som psykologisk tryghed, god kommunikation, effektive medarbejdermøder og forebyggelse af fysiske arbejdsskader.

 Målet er, at deltagerne tager konkrete redskaber med hjem, som kan bruges direkte i arbejdet med arbejdsmiljøet.

3 konferencer i 2026

Suppleringsuddannelserne bliver afholdt 3 steder i landet i løbet af efteråret 2026:

  • 3. september på Emmaus i Haslev

  • 23. september på Brogården i Middelfart

  • 19. oktober på Viborg Golf Hotel

 Alle konferencer har samme overordnede program, så deltagerne kan vælge den dato og det sted, der passer bedst.

En del af den løbende arbejdsmiljøuddannelse

Suppleringsuddannelserne er et tilbud til medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen i folkekirken, men andre kan også deltage. Kurserne supplerer den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse og skal være med til at holde viden og kompetencer opdateret.

Et stærkt arbejdsmiljø kræver både viden og fælles indsats. Derfor er kurserne også en mulighed for at møde kolleger fra andre kirker og udveksle erfaringer om, hvordan man kan skabe en bedre hverdag på arbejdspladsen.

Du kan læse mere om program og tilmelding på Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivnings side på folkekirkensintranet.dk

Praktisk information

Hvem kan deltage?

Konferencerne henvender sig både til ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Du kan også deltage, selvom du ikke har arbejdsmiljøuddannelsen, eller ikke er medlem af AMO (ArbejdsMiljøOrganisationen).

Er du medlem af arbejdsmiljøgruppen på din arbejdsplads? Så har du hvert år krav på supplerende uddannelse svarende til 1½ dags kursus.

Tidspunkt

Konferencen er fra kl. 9.30-16.00.

Frist for tilmelding er den 15. juli 2026.

Relaterede nyheder