24. okt. 2025

Her er vinderen af Folkekirkens Arbejdsmiljøpris 2025

Gesten Kirke i Vejen Provsti vinder i år Folkekirkens Arbejdsmiljøpris for at have skabt en arbejdsplads, hvor trivsel, samarbejde og arbejdsglæde går hånd i hånd i det daglige arbejde.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Her er vinderen af Folkekirkens Arbejdsmiljøpris 2025
Gesten Kirke løb med Folkekirkens Arbejdsmiljøpris 2025.

Gesten Kirke modtager prisen for at være en velfungerende og harmonisk arbejdsplads, hvor udfordringer løses i fællesskab, og hvor dialog og respekt er en naturlig del af kulturen. Her er der en tydelig bevidsthed om, at trivsel og samarbejde er nøglen til både personlig udvikling og en bæredygtig kirkedrift.

Samarbejde, tillid og arbejdsglæde i centrum

Den gode stemning og evnen til at støtte hinanden gør, at alle føler sig hørt og værdsat. Arbejdsglæden spiller en central rolle i hverdagen og bliver aktivt værnet om gennem imødekommenhed, gensidig respekt og en positiv tilgang til opgaverne.

Kreativitet og nytænkning bliver ikke bare tolereret, men opmuntret, hvilket skaber et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø med plads til både tradition og fornyelse.

Prisoverrækkelse

Prisen blev overrakt onsdag den 22. oktober. Formand og næstformand for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, Inge Kjær Andersen og Bettina Ulstrup fra Danmarks Kordegneforening, stod for overrækkelsen. De medbragte kage, blomster og et indrammet diplom som symbol på anerkendelsen af det gode arbejdsmiljøarbejde.

Et forbillede på fællesskab og trivsel

”Gesten Kirke viser, at et godt arbejdsmiljø ikke nødvendigvis handler om store projekter, men om den daglige måde, man møder hinanden på. Her er der en oprigtig respekt mellem kolleger, og en kultur hvor man løser tingene sammen. Det er inspirerende og værd at anerkende,” udtaler formand for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, Inge Kjær Andersen, og uddyber:

”Formålet med Folkekirkens Arbejdsmiljøpris er at sætte fokus på de gode eksempler i folkekirken. Gesten Kirke er et tydeligt billede på, hvordan man kan skabe en tryg, åben og positiv arbejdsplads, hvor både medarbejdere og menighedsråd bidrager aktivt til fællesskabet.”

Relaterede nyheder