Når uheldet er ude, er det vigtigt at handle hurtigt og rigtigt, både for din egen skyld og for at sikre, at du får den erstatning og hjælp, du har krav på.
Her får du de 7 vigtigste råd
Kontakt din læge med det samme
Din læges vurdering er vigtig dokumentation. Sørg for at få skrevet dine gener ned fra start, og følg op med flere besøg, hvis skaden udvikler sig.
Tag fat i din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant
De kan hjælpe dig med at få anmeldt arbejdsskaden og sikre, at der bliver taget hånd om sikkerheden på din arbejdsplads. Har du ingen repræsentant, kan du kontakte FAKK direkte.
Husk arbejdsgiverens pligt til at anmelde
Din arbejdsgiver skal anmelde skaden til Arbejdstilsynet og forsikringsselskabet senest 9 dage efter ulykken. Lad dig ikke overtale af arbejdsgiveren til at undlade at anmelde. Først når du har fået en skriftlig bekræftelse fra arbejdsgivers forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kan du være sikker på, at anmeldelsen er modtaget.
Lad FAKK tjekke anmeldelsen
Hvis anmeldelsen ikke er udfyldt korrekt, risikerer du at miste retten til erstatning eller godtgørelse. Vi hjælper dig gerne. Læs mere om arbejdsskader og erstatning
Overhold aftaler og undersøgelser
Det kan være både tungt og tidskrævende, men jo mere du samarbejder om de nødvendige vurderinger og undersøgelser, desto større er chancen for et godt resultat i din sag.
Brug os aktivt i din sag
Vi vurderer, om din skade kan blive anerkendt som en arbejdsskade. Jo tidligere vi kommer ind i forløbet, desto bedre er dine muligheder for at få erstatning eller godtgørelse. Du kan altid få rådgivning hos os.
Hav tålmodighed
En arbejdsskadesag tager ofte flere år. Det kan være frustrerende, men lad dig ikke slå ud, vi støtter dig hele vejen.
At stå i en arbejdsskadesag kan være en lang og krævende proces, men du er ikke alene. Hos FAKK er vi med dig fra start til slut.